Emil Vinjebo og RCR Odense Junior lukkede sæsonen efter planen

3 October 2011 by , No Comments

Syvende og sidste afdeling af Bikebuster Junior Cup blev kørt søndag i Bov på seks runder, der i alt udgjorde 118 km ganske fladt landevejsløb. Team RCR Odense Junior dominerede løbet som ventet og havde da også både en rytter øverst på podiet, Casper Folsach, og den samlede sejr for sæsonen, Emil Vinjebo.

Der blev lagt hårdt ud fra starten af løbet, og intet var givet på forhånd. Især Blue Water Junior satte sit præg på løbet og var længe med i et udbrud, bl.a. repræsenteret af den nykårede verdensmester i enkeltstart Mads Würtz Schmidt og hans holdkammerat Elias Helleskov Busk. Hen mod slutningen blev udbruddet dog kørt ind – besynderligt nok også af Alexander Kamp, der efter næste sæson ikke længere kører for Blue Water Junior – og både Emil Vinjebo, Frederik Plesner og Casper Folsach fra Team RCR Odense overhalede udbryderne i hæsblæsende tempo. Casper Folsach kunne ganske ugeneret køre i mål som den første, mens Martin Grøn fra Concordia Forsikring Himmerland kom ind på en 2. plads og Patrick Holstfeldt Ude Olsen fra Team RCR Odense blev nr. 3.

Som ventet tog Emil Vinjebo den samlede sejr i Bikebuster Cup 2011 foran holdkammeraterne Frederik Plesner og Søren Kragh Andersen.